#18 Ude godt men hjemme bedst - eller?
Sådan lyder et gammelt mundheld med henvisning til, at det kan være rart og berigende at være ude, men at det trods alt er bedst at være hjemme. Og for lige at sætte ordlyden endnu mere på spidsen, faldt mine øjne i dag på en boligforenings slogan, der lød sådan her: ”Det bedste i verden er at komme hjem”. Og som jeg stod der, og kiggede på boligforenings skilt, måtte jeg erklære mig enig. Hvem kender ikke den fantastiske følelse af at komme hjem efter en rejse, en lang aften i byen eller bare en hård dag på jobbet? Det kan på en eller anden måde ikke rigtig måle sig med noget andet. Det er noget særligt! I den forbindelse kom jeg til at tænke på, at ordet "hjem" lige nu fylder mere end nogensinde.
Læser man lidt rundt omkring hos diverse nyhedstjenester og på sociale medier, vil man med stor sandsynlighed støde på flere og flere, der er lige knap så enige i ovenstående, som de måske har været. Faktisk ser jeg flere og flere, som virker lodret uenige, og som gerne bare vil væk hjemmefra. De vil ud og angiver, at de simpelthen ikke kan holde ud at være hjemme længere. Mange er ligefrem deprimerede, irriterede, frustrerede og en hel masse andet, fordi de skal blive hjemme – så vidt muligt. Og ja, jeg er godt klar over, at nogle grupper i samfundet lider mere end andre, og at det for nogle mennesker er en alvorlig trussel på deres trivsel at være isoleret i deres hjem. Men lad dette indlæg være til alle dem, som med deres egne ord bare er ved at få godt gammeldags pip af at være hjemme.
I hele menneskets historie har det at have et hjem, at have et tilholdssted og have en base været vigtigt. Det var her, man gerne skulle kunne føle sig tryg og kunne trække sig tilbage og bare være sig selv. Det var også her, man kunne etablere familie og gøre dem til medlemmer af tryghedsbasen. Denne idé har vi taget med os op gennem historien. Hjemmet er ukrænkeligt, og ingen har ret til at komme der uden at være inviteret af dig – vel egentlig en meget rar tanke.
Siden Coronaen ramte os for snart et år siden, har det at være hjemme og blive der fået en anden klang for mange. Trygheden, basen og følelsen af at råde over sit enemærke er for en stor del skiftet ud med irritation og rastløshed og depressive tanker. Måske er det bedste i verden ikke længere at komme hjem, hvis man skal forstå den generelle holdning for tiden. Nogle gange får jeg tanken, at det nærmest ser ud som om, at det for mange mennesker er det værste lige nu. Men hvorfor egentlig? Er det da ikke et privilegie at have et hjem, og noget som vi burde sætte pris på, mens vi alligevel sidder derinde og ser på væggene?
Jeg kom til at tænke på et sjovt tankeeksperiment: Lad os vende hele situationen på hovedet og forestille os, at det forholdt sig modsat. Dette ville indbefatte, at vi ikke længere kunne komme hjem, at vi måske ikke engang havde et hjem, og at det dermed ikke længere var givet for os, hvor vi kunne føle os trygge, og hvor vi hørte til.
Man kunne med andre ord også sige, at vi i den modsatte situation ville være hjemløse, og at vi sandsynligvis ville flakke om på må og få for at finde ro og noget, som vi kunne kalde for vores. Måske ville vi så på positivsiden ikke kede os så meget, som mange mennesker åbenbart gør i deres eget hjem. Det ville ikke være kedeligt konstant at skulle lede efter et sted at sove, og et sted hvor man kunne holde varmen og indtage sin mad. For mig at se er det ikke nogen særlig rar tanke – næ, så hellere være alene hjemme med Mac’en på spisebordet, hjemmeskolen på øverste etage og fødderne solidt plantet på gulvvarmen.
Måske er det ikke så slemt endda?
Ziggie – direktør og psykotraumatolog hos KANT PSYK