#21 Trives du? Nej? Så skal du noget andet!
Bedre og mere klart kan det nok ikke siges, men faktum er, at det provokerer mange – det er i hvert fald min oplevelse. En del mennesker har det nemlig svært med at skulle skabe forandringer og vil hellere vente på, at forandringerne sker af sig selv.
Men lad os da bare begynde et andet sted. Jeg taler med og underviser utrolig mange mennesker, som ikke trives i det liv, de har nu. De har for travlt, de er kede af deres job, de er kede af deres partner, de trives ikke i byen og vil hellere bo på landet osv. osv. Mange beskriver sig selv som slidte og overbebyrdede, så man kan vel godt konkludere, at sådanne mennesker ikke trives. Det mest interessante i det her opstår, når man taler med mennesker om, hvorfor de så ikke gør noget andet i deres liv. Man kunne fx forestille sig, at man kunne søge et nyt job, flytte på landet, blive skilt eller blive hjemmegående, hvis man ønsker sig det.
Modsvaret er som oftest et stort og rungende ”nej” efterfulgt af forklaringer om, at man ikke kan lave noget om i sit liv, at man lever i en fastlåst situation, og at der simpelthen ikke er noget at gøre. Og her må jeg simpelthen bare indskyde, at det ikke er rigtigt. Det kan godt være, at ens livssituation umiddelbart føles fastlåst, og at det derfor kan være svært at se, at der kunne være andre måder at leve på. Men faktum er, at de færreste menneskers liv er fuldkommen fastlåst – medmindre man sidder i fængsel. Man kan altså gøre noget. Problemet ligger nok mere i, om man tør gøre noget, for nogle gange er det forbundet med stort ubehag at skabe forandringer. Nogle gange skal man endda såre andres følelser, skuffe andre mennesker og tage beslutninger, som andre slet ikke forstår.
Når jeg ser på, hvad jeg selv har skrevet, kan jeg godt få tanken, at jeg er hård og uempatisk. Men det er jeg altså ikke. Måske er jeg lidt sort/hvid og stiller situationen lidt enkelt op. Men nogle gange er der bare brug for, at situationen stilles enkelt op, for så kan man bedre overskue den. Desuden er jeg bare meget optaget af, at rigtig mange mennesker ønsker sig forandringer, men de ønsker også, at forandringerne skal komme af sig selv og på foranledning af andre mennesker. Og det er virkelig ærgerligt, for man risikerer virkelig at spilde sin tid med at vente på, at andre gør, som man håber, de vil gøre. Derfor bliver vi som mennesker nødt til at indse, at forandringer ikke kommer af sig selv – de kræver tværtimod hårdt arbejde, og det arbejde skal gøres af dig. Den erkendelse er første skridt på vejen. Dernæst begynder det store arbejde med at slippe alle de fastlåste tanker, om at du intet kan gøre. Når man skal i gang med at arbejde med sig selv, er det naturligt, at man kommer til at se til siderne i stedet for at se fremad.
De fleste mennesker kender det, at man sammenligner sig med andre. Man ser på sidemanden, veninden, kollegaen og naboen og tænker, at de andre har et bedre liv, og at deres situation slet ikke er så fastlåst som ens egen. Mennesker, der virkelig har et godt liv, kan vi ofte komme til at betragte som heldige. Men jeg ved af erfaring, at de mennesker netop har truffet store og svære beslutninger, valgt mennesker til, valgt mennesker fra, blevet upopulære osv. Med andre ord har de arbejdet hårdt for at være der, hvor de gerne vil. Og måske endda flyttet sig fra steder i livet, de ikke trivedes. Og DET kan man ikke kalde held – måske kan man i højere grad kalde det forstand.
Ziggie – direktør og psykotraumatolog hos KANT PSYK